Køretur til Olympus

I dag stod den på fridag og biltur. Hanne og jeg havde glædet os meget og vi kørte ca kl. 07:15 om morgenen, så vi havde hovedvejen næsten for os selv og det var skønt at køre mens solen stod op. Vi havde lavet nogle bil cdere, som vi hørte undervejs på vores køretur.



Jeg startede med at køre og der var ingen problemer med at finde vej, lige indtil vi kom til Antalya. Der er utrolig dårlig skiltning på vejene her i Tyrkiet, og det er ikke ligesom i Danmark, hvor der er skilt femhundrede meter før en afkørsel, og så et skilt igen ved selve afkørslen. Her er der et skilt og så er det bare ærgerligt om man holder i forkert bane og skal krydse fire baner, for at komme til højre. Lidt utroligt og en udfordring hver gang man skal dreje af en hovedvej.

Vi kørte så også forkert. Jeg så på landskabet og bjergene, og der var noget som var helt galt, så vi måtte ringe til kontoret og talte med en af lokalguiderne. Vi havde kørt i en retning, mod byen Burdur, som ligger langt inde i landet (nord for Antalya). Vi fik vendt bilen og kom i rigtig retning. Vi gjorde et stop på vejen til Olympus og fik os en is i Kemer. Her var vi rigtige turister og købte hver vores Tyrkiet-bluser. Helt røde t-shirts med hvid måne og stjerne på maven.



Jeg blev meget overrasket over Kemer, og det var en utrolig hyggelig lille by med meget rene gader, små caféer, fine butikker med moderniserede skulpturer i kontrast til de tyrkiske bygninger.
Troy Aquapark ligger her i Kemer, hvor der blandt andet vises delfinshows. Mange store og fine femstjernede hoteller og lidt forvirring da vi skulle finde ud af Kemer igen, men vi var jo på ”ferie”, så vi havde ikke travlt.

Lidt over middag var vi så i Olympus, hvor vi parkerede bilen og gik et stykke hen ad en grus vej. Der var meget ødet og der lå mange pensionater og bungalows langs med vejen. Det var et meget ”flippet” område, som let kunne ligne et sted fra 70’erne, hvor flippere hørte til, eller primitive former for bolig for backpackere.



Det var sjovt at se forandringen fra Alanya, som storby, og til at komme ud på landet og se et område så anderledes mellem flere hundrede meter høje bjerge og i en utrolig grøn natur.



Vi gik gennem gamle ruiner, sten og broer, for at til sidst at nå ud til selve kysten og stranden. Havet var helt turkist og utroligt salt at bade i. Vandet var ikke særlig klart, så man kunne ikke se noget hvis man åbnede øjnene under vandet, men alligevel havde havet denne her helt dybe turkise farve, som man ellers kun kan se på billeder.



Hanne og jeg brugte nogle timer på at plaske rundt i det skønne middelhav, og da vi var blevet godt sultne, så pakkede vi os sammen, gik tilbage gennem krat, grene, små stier, hvor der skulle kravles lidt undervejs, for til sidst at komme ud på en ”normal” vej, som ”normale” mennesker ”normalt” nok ville have valgt, frem for vejen vi gik. Typisk os. Virkelig!
Vi fandt da til sidst en af de her ”Gözleme-spisesteder”, hvor vi slog os ned.





Gözleme betyder pandekage på tyrkisk, og man kan bestille de her typiske pandekager med lige hvad man vil have. Jeg fik en med spinat, ost og kød, og det smagte himmelsk. Vi sad og nød livet og fridagen i skyggen med vores cola og gözleme, mens høns gik ved siden af og sagde nogle lyde engang i mellem. Det var ren afslapning og en virkelig intens oplevelse at sidde der.



Turen fortsatte så og vi vendte næserne hjemad. Da vi så nåede Antaly gjorde vi et stop, for at se lidt på butikker og for at drikke kaffe. Det blev hurtigt mørkt og da klokken var lidt over seks om eftermiddagen, og vi var på vej hen til bilen, så så vi hvordan folk sad på restauranterne og ventede på, at de fik ”lov til” at spise. Det var tydeligt at det handlede om få minutter, før moskéerne ville råbe de arabiske syngende sætninger, som halvdelen af tyrkerne alligevel ikke forstår.
Folk sad ved lange borde med brødkurve, supper m.m. foran sig og bare ventede på at de kunne spise. Jeg gik på gaden med min nye indkøbte kuglepen og mit nybagte brød, som jeg ville tage med hjem. Vi så måske lidt rigeligt på folk engang i mellem, men folk smilte tilbage og det var indforståede blikke der blev sendt med at der var forståelse fra vores side af, at det måtte være hårdt, og ”velbekommen”.

Bodypaint og AVIS midt i Ramadanen

Her er vi så, malede børn og guider, efter en hyggelig stund i Open House :





Hanne og jeg havde planlagt i en tid, at næste gang vi fik fri sammen, så ville vi leje bil og køre til Olympus. (Et område som ligger sydvest for Antalya). Det var meningen at vi skulle planlægge turen lidt i løbet af torsdagen, så vi kunne køre dagen efter om fredagen. Det lykkedes også, vi var bare ikke i så god tid mht. at få ringet til AVIS og få lejet og hentet bilen. Det var nemlig sådan at der var Ramadan i den periode. 40 dages fastedage, som de har i den muslimske religion, så vi bestilte åbenbart bilen lige inden denne stakkels AVIS udlejer skulle til at spise, så han var sur, rystede over hele kroppen og vi var bestemt ikke populære. Desuden har alle guiderne haft til opgave at skrive ”testamenter” / kompendiumer, om bestemte områder indenfor deres hoteller, og den deadline var selvfølgelig også fredag.

Aktivitet i poolen hvor vi står på surfbrædt og skal se hvor mange hop vi kan lave med sjippetov :



Så efter en hel dag på hotellet torsdag, så fik vi booket bilen, hentet mad med hjem fra restaurant Ferry’s på vejen, og så skrev vi ellers på vores ansvarsområder til sent. Hanne var så træt og kunne slet ikke koncentrere sig, så hun måtte hvile sig på sofaen flere gange. På trods af jeg selv var så træt, at jeg næsten ikke kunne få øje på bogstaverne på computerskærmen, så hjalp jeg og skrev om nogle af hendes ting også. Alt i alt brugte vi lidt for mange timer, i forhold til at vi skulle op næste dag og køre til Olympus, men alt i alt endte det jo fint og vi fik sovet godt og tungt.

For at vende tilbage til Ramadanen. Den niende måned i den islamiske månedskalender indleder Ramadanen, som er den islamiske fastemåned. Ramadanen danner rammen om den måned, hvori de første åbenbaringer, at Koranen blev givet til Profeten Muhammad gennem ærkeengelen, Gabriel. Fasten under Ramadanen er en pligt for enhver muslim, men da det ikke er alle som er praktiserende, så udøves den ikke af alle muslimer.
I fastemåneden må der hverken dyrkes sex, eller være seksuelle tankegange, ingen spisning, rygning, ikke drikke nogen form for væske, mens solen er fremme, og i fasteperioden må der ikke drikkes alcohol overhovedet. Jeg har snakket med mange forskellige tyrkere her nede og nogle er praktiserende og andre ikke, og jeg synes der er stor forskel på HVORDAN man også er praktiserende muslim, så… det er vidst lidt op til individet selv. Ramadanen sluttes af med tre dages festligheder, hvor der spises en masse slik og der deles små gaver ud til børn. Det er skik at hotellerne deler lidt slik ud til gæsterne, som er på ferie.

(Noget af informationen er hentet fra dette link) :

http://www.norrebro.dk/sider/2006/Hvad%20er%20Ramadan.htm

HOLA BALLOO team day

Ja, her ses Mrs. Amanda, der er ved at charmerer sig ind på en dukke midt på gaden :




Hele AYT skulle mødes til team dag. (Det vil sige alle guider som arbejder i Side og i Alanya). Vi havde ingen information fået, så vi var lidt spændte på hvad som skulle ske. Vi var blevet delt op i fire blandede grupper, hvor vi skulle besøge forskellige samarbejdspartnere, løse nogle opgaver, besvarer spørgsmål.



Vores gruppe skulle være Japanere, en anden gruppe skulle repræsentere Frankrig, en tredje gruppe var Zimbabwe og den sidste gruppe var USA. Alle havde klædt sig ud, alt efter hvilken nationalitet folk var, og da vi gik rundt i Alanya by, råbte folk efter os, og der var decideret nogle tyrkere som var dumme nok til at tro at vi vare fra Asien, for de begyndte at kommunikere med os på kinesisk. Det var en meget lang dag, og da vi nærmede os aften, så var folk trætte og prøvede alligevel at holde humøret højt, idet der var stemt til bytur om aftenen, hvor de fleste skulle ud.

Her ses Zimbabwe gruppen :



Og Frankrig :



I løbet af dagen havde vi mange forskellige opgaver, så som at skrive sange, fedte for service cheferne, have lavet et skuespil til om aftenen, få en lokal tyrker til at synge ”I will survive” og mange andre ting. Vi havde blandt andet en opgave, hvor vi skulle få så mange ting fra folk i løbet af dagen, ved at rive et stykke toiletpapir af en rulle, og så lave en ”bytte købmand”, og få en ting i stedet. En af opgaverne var også at vi skulle dykke efter skeer i en pool og gøre det hurtigst på tid.
En tredje opgave var at få så mange mennesker fra gaden som overhoved muligt med til at danse ”the chicken dance”. (Og jo flere turister og lokale, desto flere point).
Vi skulle blandt andet besøge Sun Park Garden hotellet, hvor vi skulle vaske en bil på den mest kreative måde, og vores opgaverunde sluttede af på Sun Park Beach hotellet, hvor vi skulle spise æble fra vandskål og efterfølgende grave hovedet ned i en skål med mel og finde vingummibamser i melet. Vi var overfyldte med mel både på tøj, ansigtet og inde i næseborene, og mange andre steder.
En fra mit hold skulle blandt andet spise en hel pakke med mariekiks så hurtigt som muligt, og jeg blev så den, som skulle drikke en hel liter ferskenjuice på kortest tid. Jeg skulle ikke bare drikke den, men det skulle gøres igennem en snorkel. Der var så en fra holdet som skulle hælde juicen, mens jeg drak.

Her ses et billede af selve processen :



Jeg var så proppet og mæt efterfølgende, at jeg havde følelsen af at jeg måtte kaste op flere gange. Det gjorde i hvert fald, at da vi alle skulle mødes senere til stor tyrkisk middagsbuffet, så kunne jeg absolut ikke spise nogen ting. Jeg var generelt slet ikke i humør til at feste og tage videre i byen, så jeg tog hjem efter nomineringerne og efter alle gruppepræsentationer af de forskellige opgaver, var blevet vist. Det viste sig at Japan, min gruppe, vandt da vi havde besvaret flest rigtige spørgsmål og vi havde løst opgaverne hurtigst og bedst. Yyeehhaa!!

En glædelig overraskelse

Denne morgen fik jeg en overraskelse. Jeg stod ved servicedisken og ordnede nogle småting, og lige pludseligt var der en pige som sagde ”Hej Amanda”. Jeg blev helt forskrækket og kiggede op fra mine papirer og prøvede at få øje på, hvem der havde sagt mit navn. Jeg fik pludselig øje på en dansk pige, som havde været på hotellet tidligere i juni med sin familie. De sagde godt nok, at de håbede på at komme tilbage i september, men det gjorde de altså og det var herligt at se familien igen. (Opgiver ikke familiens navne af hensynsmæssige årsager).
Det var en familie som jeg tidligere havde fået et nært kontakt med, og de var rigtig glade for at se mig, og omvendt. Stor overraskelse og jeg så frem i mod ugen som ville komme.
Det var en stille og rolig dag, hvor det endte med, at jeg var hele dagen på hotellet. Gad ikke at gå hjem i min siesta (min pause midt på dagen), så det blev et langt frokostbesøg i restauranten med Hanne. Efterfølgende lavede vi vafler, som gæsterne kunne komme og købe, og dagen sluttede (selvfølgelig) af med en tur i poolen sammen med den danske pige med flere.




Her er jeg ved at bage vafler ved poolen :

En hård uge og ekstra arbejde

Mor og Jytte er rejst hjem, og jeg mærker en konstant udmattelse og træthed. Blandt andet pga en uges besøg, men sandelig også pga. arbejdet og fordi jeg har været ”barnepasser” for service og nødtelefonen. Folk ringer konstant og spørger om råd og har brug for læge. Ja, selv om natten har fulde folk ringet, fordi de pludselig har kriser med deres familier eller bare spontant vil hjem osv. Og hvad skal man gøre. Man kan jo ikke skaffe flybilletter til folk midt om natten og slet ikke hvis alle vores fly er fyldte. Så må man på bedste vis få gjort de her folk rolige igennem telefonen på sit bedste skandinaviske sprog. Til tider må man bare ryste på hovedet af folk, og samtidigt gøre sit bedste i sådanne situationer. Helt ufatteligt, så det gør at ens nattesøvn ikke er hel sammenhængende i løbet af den periode man har service og nødtelefonen.

Jeg var desuden i lufthavnen i går, onsdag, fra klokken 08:00 og kom hjem hen ad eftermiddagen, og da jeg kom hjem viste det sig, at der var noget sygdom blandt nogle af kollegaerne, så jeg skulle lige tage ekstra busser og var faktisk først færdig med job klokken 20:00. (og i løbet af dagen havde jeg haft MANGE mærkelig oplevelser. En af oplevelserne var, at jeg skulle låne toilettet på mit sidste hotelstop, efter at have sat alle gæsterne af på ret hotel osv. Og mens jeg var på toilettet, så var min buschauffør kørt. Buschaufføren havde dog væres så venlig at aflevere mit transferbræt i receptionen. Jeg var tosset da jeg så han var kørt, da det nu endte med at min dag ville blive endnu længere, da det ville tage tid før jeg kom hjem.
(Det er i virkeligheden et rigtig godt eksempel på, hvor vigtig kommunikation er. Aldrig plejer buschaufførerne bare at køre. Tvært om, så kører de os altid til kontoret når vi er færdige, så jeg aner ikke hvad min chauffør havde tænkt lige den dag).
Jeg stod nu dér på det hotel, som ligger længst på østsiden af Alanya, så jeg var gal og kunne jo ikke tro det var sandt, eftersom jeg skulle hjem til kontoret og vi var færdige, med dagens arbejde.
Derfor endte det med jeg brugte en halv time ekstra på det hotel, og jeg blev så hentet af en anden buschauffør, som kørte mig, selvom han skulle have været i den helt anden retning. Meget irriterende, både for ham og mig, og generelt var der bare mange lignende oplevelser i løbet af dagen.
Og da jeg returnerede til kontoret, så fik jeg servicetelefonen som noget af det første, da jeg kom ind ad døren. Så i øjeblikket er man nærmest på job 24 timer i døgnet, sådan helt ubevidst, så det er lidt hårdt. Der udover har jeg bare sovet alt alt for lidt i den her uge, pga. fødselsdagsfester, middage og natten hvor jeg dansede med Uffe ;) ha ha ha....

Jeg har ikke haft fri sammen med Hanne i denne her uge, så det var vi lidt ærgerlige over. Vi så desuden skemaet for næste uge, og der viste det sig, at vi heller ikke havde fri sammen i næste uge, og hun skal trods alt rejse om måske tre uger, så stemningen er trykket for tiden og hver gang vi kommer ind på emnet om at rejse eller hvornår vi skal ses igen osv osv. Hanne er nemlig den eneste, som ikke ved hvornår hun skal rejse, da hun måske var heldig at kunne blive længere tid og så ankomme senere til Grand Canaria. Vi venter i hvert fald stadig på svar.
Der er en meget blandet/dårlig stemning omkring kollegaerne og vi bliver kede af det. Det er forfærdeligt at folk går rundt og tæller dage ned og så mærker man jo tydeligt på de andre kollegaer også, at der er noget i vejen med dem. Lidt specielt at være her for tiden med mange forskellige slags humør og vibrationer på kontoret.

Emelis fødselsdag

Hele teamet havde været i Side til noget gennemgang af selve sæsonen, og jeg havde, overraskende nok, service telefonen, og den ringede uafbrudt i næsten de fire timer vi var i Side til møde, så jeg fik næsten ikke noget ud af, at være der.
Til gengæld fik jeg masser ud af aftenen. Da fejrede vi nemlig min service chefs fødselsdag. Vi var fem MyTravel guider og tre lokalguider og det var simpelthen så hyggeligt og hverken for få eller for mange.

Vi mødtes efter spisning, og gik direkte til et sted hvor vi ikke havde været før. Nemlig til et lille bitte gemt ”vandpibe-sted”. Man skal vide det ligger dér, for ellers får man ikke øje på indgangen. Her fik vi så drinks, tre forskellige smag med vandpiber og da vi begyndte at synge fødselsdagssang for Emeli, så kom de ansatte med tamburiner og trommer. Det var rigtig underholdende og det endte med musik, rytmer og vi havde hver især vores form for turban eller tørklæde viklet rundt om os.
Tarek, lokalguide og jeg trommede på hver vores tamburin og ”jammede”. Det var rigtig fedt og alle folk på stedet var med og klappede og sagde det her ”jalla jalla” råb, som tyrkerne nu siger, når de danser eller der er musik. (”Jalla” råbet kan man vel næsten kalde for det spanske svar på ”ÓLE”, som spanierne råber når der er flamingo).
Efter hyggelige timer begav vi os til Sky Lounge Bar og fejrede mere fødselsdag. Det viste sig så, at da vi kom der op, var Uffe Holm der med nogle venner og sin kone. Han havde vidst fået lidt rigeligt indenbords, for han tog pludselig fat i mig, og ville åbenbart danse. Da jeg så prøve diskret at gå over til de andre igen, så skulle vi danse igen, og han endte med at stå på bardisken og råbe i DJ mikrofonen på engelsk, noget i retningen af ” Fuck you, I am rich and I am the best”.. hmm.. Ja, så kan man undrer sig over det.

Det var i hvert fald en god aften og her ses så et billede af Frk. Rico og Hr. Holm :