Tiden er gået, julen er ovre og vi er springet ind i et nyt år.
Leides besøg var herligt, vi nød hinandens selskab og fik oplevet lidt forskellige ting. Vigtigst af alt var kvalitets tiden vi havde i sammen, hvor vi fik indhentet flere måneders sladder. Alt i alt skønt og vi fik da også smagt lidt på den lokale whiskey (Mekong), på byturene.
Vi var en dag på Coral Island, (en ø som ligger syd for Phuket ø), hvor vi havde lejet en longtailboat og snorklede på denne skønne lille ø, som var primitiv og næsten uden turister.
Det var skønt at være væk fra Phukets travle vestkyst, som ellers er fyldt med skandinaviske mennesker, og her på øen koblede jeg helt af og nød synet af alle de farverige koraler som var under vandet.
Vi susede lidt rundt i tuk tuk, fik set Patong, og nød bølgerne på Karon beach ind i mellem mine arbejdstider, sådan som det nu passede.
Jeg havde ellers også lige min mors ”besøg” jeg skulle fikse undervejs. Det vil sige, at jeg havde halvt fået til opgave at finde bolig til hende og to veninder, som kommer i slutningen af Januar. Jeg talte med ejeren til et af de lejlighedskomplekser hvor nogle andre kollegaer bor, og da der var fyldt der, så sagde han at han havde et andet sted på Kata beach. Jeg var der nede adskillelige gange for at finde stedet uden held. Først gående, så på cykel to gange og senere så med tuk tuk, og jeg var ved at blive tosset, irriteret og tænkte at det bare ikke kunne passe at et lejlighedskompleks kunne være helt væk eller at jeg var så blind. (Ja, bare spørg Leide hvor irriteret jeg var en af dagene da jeg kom hjem, da jeg havde brugt langt tid på ”ingenting”). Til sidst måtte jeg kontakte ham ejeren, så han kunne køre mig direkte ned til stedet, og da jeg så stedet, så var jeg næsten i chok. Det viste sig at jeg ledte efter et sted, som slet ikke var bygget færdigt endnu. Der var ingen skilte, der var masser af håndværkere og alt var ved at blive bygget og fikset. Ikke så underligt at jeg ikke kunne finde det, og det var en fin detalje ejeren havde glemt at fortælle. (Har nu efterfølgende været nede og se det et par gange, og det ser himmelsk ud, så mami, du kan godt glæde dig).
Leide rejste og der gik kun to dage, så havde Hanne meldt sin ankomst og havde sat sine fødder på thailands jord. Hun skulle blive helt til den 18. december, så vi var som små børn som så meget frem til disse to kommende uger. Jeg havde virkelig savnet Hanne, siden hun rejste fra Tyrkiet, så det var et besøg jeg havde set meget frem til.
Der var så småt begyndt at blive pyntet op med plastikjulepynt i alt for overdrevne skrigende farver og lyskæder med rensdyr og julemænd blev hængt op i palmer og træer.
Lidt mærkelig kontrast at se alt det kunstige julepynt, som slet ikke passede ind til de varme temperaturgrader og til hverdagslivet.
Jeg havde fri samme dag som Hanne kom, så der tog vi en tur til Kata Noi beach, hvor vi solede, hyggede, var glade, og mest af alt, plaskede rundt i Andaman havet i flere timer. Det var livet. Vi hilste også lige på en hjemløs hund, en mand som sad på sin knallertvogn og solgte frugt, for ikke at glemme, ja så så vi mange af tuk tuk chaufførerne, som hører til her på vestkysten, og som alle lever af noget sjov tobak. Noget vi ikke er vant til hjemme, men som åbenbart er ret normalt her.
Et stop på Andaman Coffee shop gjorde underværker, og der fik Hanne og jeg så dagens sukkerchok, så vi måtte gå hjem og hvile os i nogle timer.
Generelt havde det været en fantastisk dag og vi så meget frem til næste dag, hvor jeg havde fået en feriedag, og der skulle vi på Canoe Safari. Jeg har været på turen før, og den er fantastisk, så vi glædede os meget.
Canoe Safarien var en stor succes. Vi var på turen sammen med en kollega Ronja, som både Hanne og jeg har gået på guideskole med, og hendes kæreste var på besøg i denne periode, så vi var alle fire af sted sammen.
Det var skønt vejr, med bragende sol, og vi fik klipset et par hundrede billeder af på den dag.
Det er fascinerende at opleve, hvordan landskabet er i Phang Nga bugten med alle sukkerbjergtoppene, hvor aber, fugle, krybdyr og vandrende fisk hører til. Vi sejlede ind i en lagune, hvor vi oplevede ”verdens stilhed” og vi kunne bare høre vores egen vejrtrækning og padlerne som plaskede i vandet. Skøn tur, med masser af natur og alt for brændte kroppe da vi kom hjem igen.
Flagremus som var inde i grotten :
Vi fik set og gjort mange ting i perioden mens Hanne var på besøg. Jeg havde jo selvfølgelig mit job at passe ved siden af, så Hanne var med til Open House og jeg havde blandt andet vandgymnastik på hotel en dag, hvor tredve gæster (inklusiv Hanne),hoppede rundt i poolen og gjorde som jeg sagde på land. Jeg var ved at dø af varme, da jeg stod midt i solen midt på dagen. Det var hårdt, og vandgymnastik er en kæmpe succes på hotellet, så det har vi hver eneste dag.
Det var også i den uge, at jeg skulle skift job. Det vil sige at gå fra SunGarden familieguide til at blive byguide. Det vil sige, at jeg skulle ikke have mini disco, aktiviteter eller have fokus på bare et hotel, men jeg skal være på flere forskellige hoteller i Karon og have hotelservice. Jeg får ligesom mit eget ansvarsområde og det er andre ting der skal gøre og ses til med det her slags job.
Jeg behøvede at der skulle ske noget andet for mig. Jeg var ikke glad, jeg var ligesom gået i stå, fordi det var det samme og det passede perfekt med, at der skulle komme en ny svensk fyr, så han fik min SunGarden stilling i stedet.
Nogle af de ting, som Hanne blev overrasket over da hun var her, var jo nogle af de samme ting som overraskede mig da jeg kom, og som pludseligt er blevet til en hverdag for en. Det er ting som for eksempel når man kører på gaden, og at der står en elefant inde i vejkanten, jamen så er det jo en del af deres liv her og lidt underligt er det da endnu, men en elefant er altså typisk husdyr, hvis man har sit eget landbrug eller hvis man har et elefanttrekking sted, hvor turister kan komme og ride på elefant for billige træpenge.
Generelt angående sikkerhed, så er det ikke noget de går højt op i. Deres el ledninger, som er koblet fast mellem master og pæle er et stort filtret virvar og er ikke et specielt kønt eller fantastisk syn. Knallertchauffører har børn, koner og hunde siddende foran og bagpå og nogle knallerter har en ekstra sidevogn, som ligeså godt kunne være noget der var hjemmelavet. Hvis hunden ikke står foran i en kurv på knallerten, jam så sidder den bare i vognen ved siden af, mens mor er ved at amme baby på sidevognen på en plastiskstol. Det er helt utroligt hvordan de kører og lastbilerne og varevogne køre med så store læs, så hvis de kører forbi en, så holder man vejret og gisper en ekstra gang.
Utroligt, at få lov til at opleve hverdagslivet her, for det ER en oplevelse. Det skal ses før man forstår at det kan være rigtigt.
Igen med hensyn til sikkerhed, så er mange veje ujævne, der er halve fortovskanter og huller overalt. Ikke et særligt handicapvenligt område og der lugter generelt lidt råddent og af skraldespande, når man går forbi de områder, hvor der har været gang i den dagen før. Så ligger der masser af skrald på gaderne, skaldyr, poser, madrester, og en meter længere henne, ja der kan der så stå placeret en paptallerken med et ”ofrings-Buddha-figur”, med vand, mad, blomster og røgelse som spredes i næseborene med skraldelugten fra gaden. Meget underligt og ja, det er ting som er ved at blive helt normale her for mig. Små ”almindelige” ting som ses og mærkes mange gange om ugen, når man går med sin uniform på vej til service med sommerens tyrkiske hits, der pulserer ind i ørerne på mig fra min iPod.
I det område hvor jeg bor på Dome Resort, der er der en hel gade med ca. 15 barer, hvor ”go go girls” står ude foran og fløjter efter mænd og kvinder og prøver at få folk ind. Thaikvinderne kan sidde og sminke sig, ordne deres tøj, plukke øjenbryn på hinanden mens de er optagede af folk som går forbi. Andre står og danser op ad stænger og stolper, og de er alle mere eller mindre halvt klædt på. (Eller halvt klædt af, kan jeg vel også skrive).
Der sidder den ene mand efter den anden, og alle har de hver sin thaidame med sig i byen. Det ser jeg hver eneste dag, når jeg kører hjem fra arbejde, og alt musikken overdøver hinanden og pulsen mærkes i hele kroppen når man går eller cykler forbi. Det er et lidt ”snuskit” kvarter.
Nogle gange når man kommer gående tidligt om morgen, så er folk ikke gået hjem endnu fra ”go go barene”, og de fulde mænd er stadig helt overbeviste om at de er i en tilstand til at kunne køre hjem på deres knallerter. Har faktisk været vidne til lidt forskellige ulykker her nede. To mænd og tre thaikvinder. Alle på forskellige steder og tider, og fordi de har været berusede og ville køre på knallerterne. Ja.. ”alah alah”, ville jeg have sagt, hvis jeg stadig var i Tyrkiet.
Nåh, men i begyndelsen af December fik jeg ellers en glædelig overraskelse. Jeg fik en rejsetaske hjemme fra Danmark af, med masser af juleting og gaver. En bekendt skulle på ferie og havde lovet min mor at tage en takse med ned til mig, så da en kollega kom fra lufthavnen en aften, så fik jeg overrakt tasken. Der var så mange skønne ting i tasken og jeg havde stort smil på læben resten af aftenen. Hanne syntes det var så hyggeligt med alt julepynten osv, så hun var den der sørgede for at der blev pyntet op i bungalowen og vi havde til og med købt en jule cd, som hele tiden skulle spilles for at vi kunne komme i så meget julestemning som muligt, på trods af det var ret urealistisk i disse omgivelser.
Som jeg allerede har forklaret for nogle der hjemme, så var mit juletræ her en kokospalme som spejlede sig i Andamanhavet, sneen blev til det hvide fine sand som gemte på de farverige muslingeskaller og sneen som skulle dale ned udenfor mine vinduer var i stedet nogle af de ordentlige regnbyger som kom til tider, som også sørgede for at strømmen gik i min bungalow.
Nisser var der heller ingen af, men i stedet havde jeg orangeklædte munke som rendte rundt i baghaven og lignede nogen som havde taget fejl at jul og fastelavn. (Munkene og regnen er her altså stadig til tider.. og ja. Sand og vand, men bare ikke julen).
Ja, sådan en spændende julemåned havde jeg mig i 2007, omgivet af eksotisk natur og jeg tager det hele som en kæmpe oplevelse. (Det er ikke hver jul man har en Decembermåned som den jeg havde).
7. december var vi på en bytur, hvor vi blandt andet mødtes med vores tidligere service chef fra i sommers. Hun arbejder ellers i Hua Hin, og var kommet på besøg i et par dage. Hyggeligt med kendte ansigter og min guideskolelærer var også i Thailand på et visit, så alt i alt havde vi en hyggelig aften i godt selskab.
8. december gik turen til hospitalet. Ja, ikke på den måde, men alle kollegaerne og jeg skulle have ABC-kursus, og fik alle oplysninger der nu behøves til sådan et førstehjælpskursus.
Vi ”bestod” alle prøven og gik der fra med en masse lærerig info, og vidste nu hvordan vi skulle håndtere førstehjælp, hvis situationen skulle opstå. Har til og med et certifikat nu, med navn og det hele på... he he.
Aftenen kom og det blev til en bytur hvor alle næsten skulle ud, og på en eller mærkelig facon, så endte det med at ”forfesten” var hos mig og Berhard i min bungalow. Jeg ved ikke helt hvad det er, men det var det samme i Tyrkiet, min lejlighed, det var simpelthen S-T-E-D-E-T!! (he he.. )
Ja det her billede er så lidt mere interessant, idet jeg står med en mand... eller...??
Har haft mange problemer med min cykel, så det har været ved at drive mig til vanvid. En dag var vi ved cykelhandleren og hele gåturen hjem var en oplevelse i sig selv, med to halvumulige folk, et marked med KUN thaimennesker, en is der dryppede og rendte ned ad armene og Hanne som ikke kunne få nok, som endte med at købe ulækre snacks og en granita/slushice oveni. Det tog i hvert fald lang tid før vi kom hjem og vi fik set lidt af ”baglandet” og ”det lokale Thailand”, hvor der ingen turister var.
Et par aftener har Hanne og jeg været på Kata Beach ved aften tid og badede til solnedgangen og mens det var mørkt. Helt utroligt at opleve solnedgangen og dens farver når man ligger og flyder i havet i godt selskab. Vi havde taget stearinlys og marshmallows med til stranden for at se om vi kunne grille dem, men da det blæste lidt, så gik lyset hele tiden ud, så vi endte med at være lidt opfindsomme og fandt to ketsjere som vi stillede op omkring lyset, så det kunne blokere lidt for vinden. Det var vældig primitivt, morsomt og vi var de eneste mennesker på stranden.
Da det var blevet helt mørkt, så kunne man se neonlys i havet. Små glitrende lys prikker, som blev forstærket når man bevægede sig under vandet. Det viste sig at det var lysalger, og på grund af mørket, så var det ekstra tydeligt. Det var SÅ fantastisk og hele oplevelsen af at bade i mørke med neon-prikkende-lysalger omkring sig var ubeskriveligt.
10. december tog Hanne, Jenny og jeg til Karon beach og gjorde et ihærdigt forsøg om at få pruttet om en longtailboat. Vi ville besøge Freedom beach, som ligger syd for Patong. Man kan kun sejle til stranden, ellers skal man gå ca. 2 km oppe fra hovedvejen, hvis man tager en tuk tuk til området.
Vi havde pakket tasker, og havde svømmebriller med. Det var et perfekt vejr at tage til stranden på, for det var lidt overskyet.
Selve bådturen tog bare 20 min og det var en dejlig strand vi kom til. Jeg badede det meste af tiden (surprise) og jeg havde taget min nissehue med, så vi tog nogle fine julebilleder og havde det simpelthen så sjovt.
Da vi ikke orkede stranden mere, så tog vi direkte til Jung Ceylon shoppingcenter i Patong, og oplevede lidt julestemning, hørte engelske julesange, som var spillet om til thai og det endte med at vi var hjemme igen omkring klokken ni om aftenen.
Her fandt vi så julemanden, som var på besøg i Patong :
Her sidder jeg så udenfor shoppingcenteret. Her er juletræerne ikek grønne :
Vi fandt mange sjove ting og selvom vi ikke købte noget specielt, så var det herligt at koble lidt af og bare se på jul, befolkning og være i selskabet med de andre.
13. december var det Lucias dag. Jeg havde Open House den dag, og vi havde arrangeret aktivitet den dag, som var Luciaoptog. Der var fyldt med børn i open House og alle fik en lucia-papirs-bånd om hovedet med tegnede lys og et paplys, som de kunne have i hænderne. Det var kæmpesucces og der blev taget billeder, filmet og forældre gik med rundt i optoget, som vi guider havde arrangeret med børnene. Vi gik med dem rundt på hele hotelområdet og sluttede af ved poolen, hvor vi sang i mikrofonen på forskellige sprog. Det var så hyggeligt og børnene gik to og to efter hinanden. Jeg som skulle præsentere Danmark og være der for alle de danske børn, ente med at synge Luciasang med to danske børn, som var de eneste danskere ud af næsten 50 børn. Hel utroligt. Vi hyggede os i hvert fald og havde vores egen lille ”klub”.
En dag havde jeg lidt lang pause imellem service områderne jeg skulle på om morgen og om eftermiddagen, så vi tog et smut til Patong og så på butikker i Jung Ceylon shoppingcenter. Vi endte med at gå ind i en skobutik, hvor vi fik otte par sko i alt, for lidt over 300 danske kroner. Det var et køb der ville noget. Vi kunne ikke engang have alle skoene i to poser og med alt det andet vi havde købt, så kan jeg slet ikke forstå hvordan vi kom hjem med alle de poser og indkøb. Vi var i en undertøjsbutik for at sammenligne priserne med skandinaviske kroner, og da en ladyboy kom ind, så så Hanne og jeg på hinanden og vidste ikke rigtig hvad vi skulle gøre af os selv. Det var nogle gode timer og et par hundrede kroner fattigere.
En anden dag, hvor jeg havde tid mellem to service områder, der tog vi til den sydlige del af Phuket ø og så byen Rawai. Det er den fattigste del på hele øen.
Jeg havde været der en gang før, og det er ikke et syn for sarte sjæle. Vi var lidt paffe da vi gik rundt i havnebyen og sagde ligesom først rigtig noget til hinanden på vej hjem. Det giver store indtryk, hvis man ikke har set noget lignende før og det er utroligt hvor fattigt de lever, hvor primitivt man kan bo, og jeg kan slet ikke forstå hvordan man kan overleve sådan som de lever og bor. Helt utroligt og ja, jeg får kuldegysninger bare af at tænke og skrive om det.
Her havde de en masse søstjerne lagt til tørre i solen :
Dagen før Hanne rejste havde jeg fri og det havde min kollega Jenny også, som er min nabo og som arbejdede med Hanne og mig i sommers. Vi vågnede lidt sent, da det var blevet til lange nattetimer dagen inden i Patong og med synet og selskabet af lidt for mange ladyboys.
Jenny kom ind til mig, og vi hyggede for alle pengene. Vi havde trukket gardinerne for, lavede kaffe, spiste pebernødder og havde julemusikken kørende i baggrunden. Vi havde aircondition på atten grader så vi sad med tæpper på og Hanen havde også lyst til at grille marshmallows. Vi gjorde hvad vi kunne for at opnå lidt kulde og julestemning, på trods af solen stod højt på himmelen udenfor.
Det var en dejlig morgen og da vi var ved at blive hysteriske af varmen og pandebånd og tæpper, så endte vi med at tage til samme strand, som da vi startede Hannes ferie på Phuket, Kata Noi Beach. Denne gang havde vi bare selskab af Jenny og tre fyre også. Nogle af Jennys venner fra Sverige og de forstod absolut ikke noget dansk, hvis jeg kun talte dansk til dem. Det er så morsomt at det er så vanskeligt for andre at forstå dansk, norsk og svensk. Vi som har været i branchen i længere tid tænker jo ikke på det på den måde og snakker jo bare vores egne sprog til hinanden og forstår. Det er sjovt at blive gjort opmærksom på til tider.
Efter en lang strandtur og nogle fyre som var blevet brændte så det sagde spar to, så tog vi til Central Festival. Et af de nyeste centre her på øen.
Her fandt jeg også julemanden :
Her stod den på thaimad, som var så stærkt at vi alle var ved at dø og så der stod flammer ud af øjnene på os og så risene kogte over inde i kroppen og kom flyvende ud af ørerne på os. Der var ingen der kunne holde det ud og jeg måtte LØBE en tur på toilettet undervejs også.. Alle skulle have is efterfølgende og det var den bedste is jeg længe havde fået.
Samme aftenen holdte Hanne og jeg os vågne, for Hanne skulle pakke og hendes bus kørte meget meget tidligt (for tidligt), om morgenen, så vi holdte osv vågne og jeg fulgte hende til bussen. Det var bestemt ikke sjovt og vi var begge kede af at skulle skilles efter to dejlige uger med mange gode oplevelser sammen.
Hanne rejste, store regnbyger kom, arbejdet kaldte igen, jeg var syg i et par dage, og julehyggen kom, og vi var alle inviteret til Patong til ”Julemys” på et hotel i et konferencelokale, hvor vi havde bestilt rigtig dansk julemad. Her var vi alle klædt ud som nisser, stemningen var høj, julemusik kørte i baggrunden på alverdens sprog, og der var grøn dug med julekopper, og ja.. det kunne næsten ikke blive mere jul.
Et billede af team syd :
Vi spiste os tykke og mætte i alt man kunne tænke sig fra et typisk dansk julebord, og efterfølgende stod den på pakkeleg. Alle var med, grinede og der var kamp til det sidste og alle levede sig godt ind i spillet.
Folk hyggede sig, og pakkede gaver op, vi afslørede vores nissevenner, som vi havde været nisser for i løbet af måneden, og da vi skulle afslutte hele arrangementet med en go julefilm, så fungerede filmen ikke. Den gode julefilm var ellers ”Tigerdyrets julefest”, eller noget i den retning. I stedet så vi South Park julefilmen og det havde været en perfekt julesammenkomst, og da jeg tog hjem den aften, så havde jeg det sådan, at det gjorde mig ikke noget, hvis der ikke blev mere jul for mig den vinter, for det havde været så hyggeligt, og så perfekt, så det var helt ok, om jeg ikke fik mere jul. Skønt at gå i seng med et stort smil på læben.
Et billede af Bernhard, eller måske er det en fætter. Jeg ved det ikke, men Bernhard inviterer nogle gange bare gæster uden at have fået lov. Her er "den" i hvert fald på badeværelset :
Det blev jul og det blev d. 24. Og der havde jeg fri. Jeg tog med min kollega Maria til den sydlige del af Phuket ø, hvor hun er ansvarlig for nogle hoteller. Jeg solede mig og badede i poolen i mens hun havde service. Havde blandt andet en lang morgen hvor jeg spiste morgenmad fra hotellets restaurant og havde få skaffet mig det ny Ude og Hjemme, så jeg hyggede mig gevaldigt.
På hjemturen stod den på høj musik og Macarena blæste ud af bilens højtalere, og jeg blev sat af ved Kata Beach og gik så en tur på stranden også. Der var mange bølger den dag, så det var skønt at blive væltet lidt rundt og mens jeg lå der og plaskede og flød rundt i bølgerne, så fløj der pludselig en ørn rundt oven over mig. En stor ørn med hvidt hoved. Utroligt hvad man kan få lov til at opleve på en juleaftensdag.
Jeg havde en skøn dag, og jeg gik hjem og havde ”siesta” og så lidt film, inden jeg gjorde mig klar til aftenens festligheder. Alle kollegaerne (inklusiv mig selv), har fået syet fine selskabskjoler hos vores skrædder, så vi skulle til fin julemiddag om aftenen på samarbejdsrestauranten Buffalo Steakhouse, og alle var så fine.
Jeg skålede julen ind med tre kollegaer (hos mig, igen igen.. surprise), og fulgtes efterfølgende til middagen og gjorde vores entré på restauranten, hvor velkomstdrinken var glögg.
Her står mig og Jenny :
Mig og Michaela :
Det var festligt og det var jul på rigtig svensk med hele det svenske julebord. Musik i baggrunden, mange skandinaviske stemmer og blitzer fra de hundrede forskellige kameraer der nu var. Ja aftenen var skøn og vi var godt mætte efter spisningen.
Det endte med en rolig aften for nogen, og ”vi” andre tog så til Patong og gik en tur i byen i vores selskabskjoler. En tuk tuk tur der var noget for sig selv og en nat, hvor Amanda endte med at gå hjem på bare tæer. (Ingen kommentarer).
Siden juleaften var der sendt masser af ”rislamper” til vejrs og der blev skudt med raketter jævnligt. De har mange slags fyrværkeri her og nogle af dem giver så høje brag, at man kan mærke lyden og braget i brystet. Jeg har så ondt af alle dyrene når vi nærmere os slutningen på året, og især alle de hjemløse hunde. Hvor skal de gå hen? Der er (desværre) mange hjemløse hunde her, og den anden dag stod der en hund, som havde problemer med at gå over gaden på grund af trafik. Jeg gik ud på vejen med hunden og vinkede en bil forbi mig, og hjalp hunden over, og en knallert dyttede til og med af mig. Jeg var ligeglad. Stakkels hund, som ikke kunne overskue trafikken. Det må være nogle af min mors gener som jeg har arvet, eftersom jeg selv tror at jeg skal redde verden og væsener en gang i mellem.. hhmm..
En anden gang hvor jeg var i byen, så var der også en hjemløs hund, midt i al larmen og barerne, og midt i mellem alle folk på den mest støjende gade med flest mennesker i Patong. Jeg købte en vand til den og satte et askebæger ned til den, som den kunne drikke af, og den drak en masse vand. Da den fandt tryghed hos mig, så lagde den sig på min arm midt i mellem alle de andre folk og askebægeret skvulpede over, og der sad jeg så under et bord med en hun på min arm. Jeg havde ondt af den, var parat til at tage den med hjem med det samme, og der var noget inde i mig som gjorde ondt, jeg var gal, men ved ikke hvorfor, men lidt efter vidste jeg udmærket hvorfor jeg var vred og gal. En fuld mand kom pludselig væltende over en kant, så han tabte et glas ved siden af hunden, så glasskårene fløj lidt rundt omkring. Også på hunden, som blev forskrækket og rejste sig for at gå, og den gik så oveni alle glasskårene og jeg fandt den ikke igen. Jeg blev så vred og jeg var ved at koge over indeni på grund af den her fulde mand, og samtidigt, så tænkte jeg, at det var jo i virkeligheden slet ikke mit problem, selvom jeg havde ondt af hunden og egentlig også ondt af manden, som havde et behov for at få den opmærksomhed i et fuldskab, så det var ucharmerende og pinligt for ham.
Det var nogle lange arbejdsdage mellem jul og nytår og nok at se til. Flere dage gik jeg først fra kontoret klokken 21:00 eller senere og lukkede og slukkede og gik som den sidste. Når det er blevet så sent, og ens mave skriger efter mad, fordi det er mange timer siden den sidst har fået noget indenbords, så orker man ikke så meget, så det blev til aftensmad hjemme på mit eget ressort (Dome ressort), og restauranten var ved at lukke, men de lavede lige en grøn karrysuppe til mig. Spørg lige om den var stærk. Jeg kan rigtig godt lide grøn karry, og det er vidst også den stærkeste af alle sorterne af karry, men når den er så stærk, så næsen løber, øjnene bliver røde og når der rende floder af vand ud af øjnene, så er det måske knap så stor fornøjelse at spise, den ellers meget lækre karrysuppe.. hhmm..
Joi, pigen som hører til på Dome ressort og som arbejder både i restaurant og reception, spurgte om hun måtte sætte sig lidt med mig. Hun er utrolig sød og har en meget venlig personlighed. Vi taler tit sammen om almindelig hverdagsting, og denne aften sad vi så i over en time og bare snakkede om Thailand, hvor anderledes landet er i forhold til Europa, om menneskeforskellighed, kulturer med mere. Det var smadder hyggeligt, og selvom jeg mest af alt havde set frem til et bad og en seng, så glemte jeg ligesom tiden og vi sad der til sent, og ja.. det blev først bad for mig næste morgen... hi hi.
Et billede af en thaibebs :
