Køretur til Olympus

I dag stod den på fridag og biltur. Hanne og jeg havde glædet os meget og vi kørte ca kl. 07:15 om morgenen, så vi havde hovedvejen næsten for os selv og det var skønt at køre mens solen stod op. Vi havde lavet nogle bil cdere, som vi hørte undervejs på vores køretur.



Jeg startede med at køre og der var ingen problemer med at finde vej, lige indtil vi kom til Antalya. Der er utrolig dårlig skiltning på vejene her i Tyrkiet, og det er ikke ligesom i Danmark, hvor der er skilt femhundrede meter før en afkørsel, og så et skilt igen ved selve afkørslen. Her er der et skilt og så er det bare ærgerligt om man holder i forkert bane og skal krydse fire baner, for at komme til højre. Lidt utroligt og en udfordring hver gang man skal dreje af en hovedvej.

Vi kørte så også forkert. Jeg så på landskabet og bjergene, og der var noget som var helt galt, så vi måtte ringe til kontoret og talte med en af lokalguiderne. Vi havde kørt i en retning, mod byen Burdur, som ligger langt inde i landet (nord for Antalya). Vi fik vendt bilen og kom i rigtig retning. Vi gjorde et stop på vejen til Olympus og fik os en is i Kemer. Her var vi rigtige turister og købte hver vores Tyrkiet-bluser. Helt røde t-shirts med hvid måne og stjerne på maven.



Jeg blev meget overrasket over Kemer, og det var en utrolig hyggelig lille by med meget rene gader, små caféer, fine butikker med moderniserede skulpturer i kontrast til de tyrkiske bygninger.
Troy Aquapark ligger her i Kemer, hvor der blandt andet vises delfinshows. Mange store og fine femstjernede hoteller og lidt forvirring da vi skulle finde ud af Kemer igen, men vi var jo på ”ferie”, så vi havde ikke travlt.

Lidt over middag var vi så i Olympus, hvor vi parkerede bilen og gik et stykke hen ad en grus vej. Der var meget ødet og der lå mange pensionater og bungalows langs med vejen. Det var et meget ”flippet” område, som let kunne ligne et sted fra 70’erne, hvor flippere hørte til, eller primitive former for bolig for backpackere.



Det var sjovt at se forandringen fra Alanya, som storby, og til at komme ud på landet og se et område så anderledes mellem flere hundrede meter høje bjerge og i en utrolig grøn natur.



Vi gik gennem gamle ruiner, sten og broer, for at til sidst at nå ud til selve kysten og stranden. Havet var helt turkist og utroligt salt at bade i. Vandet var ikke særlig klart, så man kunne ikke se noget hvis man åbnede øjnene under vandet, men alligevel havde havet denne her helt dybe turkise farve, som man ellers kun kan se på billeder.



Hanne og jeg brugte nogle timer på at plaske rundt i det skønne middelhav, og da vi var blevet godt sultne, så pakkede vi os sammen, gik tilbage gennem krat, grene, små stier, hvor der skulle kravles lidt undervejs, for til sidst at komme ud på en ”normal” vej, som ”normale” mennesker ”normalt” nok ville have valgt, frem for vejen vi gik. Typisk os. Virkelig!
Vi fandt da til sidst en af de her ”Gözleme-spisesteder”, hvor vi slog os ned.





Gözleme betyder pandekage på tyrkisk, og man kan bestille de her typiske pandekager med lige hvad man vil have. Jeg fik en med spinat, ost og kød, og det smagte himmelsk. Vi sad og nød livet og fridagen i skyggen med vores cola og gözleme, mens høns gik ved siden af og sagde nogle lyde engang i mellem. Det var ren afslapning og en virkelig intens oplevelse at sidde der.



Turen fortsatte så og vi vendte næserne hjemad. Da vi så nåede Antaly gjorde vi et stop, for at se lidt på butikker og for at drikke kaffe. Det blev hurtigt mørkt og da klokken var lidt over seks om eftermiddagen, og vi var på vej hen til bilen, så så vi hvordan folk sad på restauranterne og ventede på, at de fik ”lov til” at spise. Det var tydeligt at det handlede om få minutter, før moskéerne ville råbe de arabiske syngende sætninger, som halvdelen af tyrkerne alligevel ikke forstår.
Folk sad ved lange borde med brødkurve, supper m.m. foran sig og bare ventede på at de kunne spise. Jeg gik på gaden med min nye indkøbte kuglepen og mit nybagte brød, som jeg ville tage med hjem. Vi så måske lidt rigeligt på folk engang i mellem, men folk smilte tilbage og det var indforståede blikke der blev sendt med at der var forståelse fra vores side af, at det måtte være hårdt, og ”velbekommen”.