En lille opsummering:

Jeg har det rigtig godt og nyder tilværelsen. Jeg er meget fascineret af den tyrkiske kultur og samfundet, og jeg har bestemt ikke fortrudt, at jeg er kommet her til.
Alanya er helt afgjort en turiststorby, og det gør mig ingenting, da der så er mange nationaliteter blandet med tyrkerne, det ses tydeligt i hverdagen, som religionen præger og jeg finder miljøet er skønt. Jeg snakker meget med de lokaleguider, som vi arbejder med, og ...ja.. af et team på tyve personer, med både norske, svenske, danske og finske guider, så er jeg (åbenbart) også den som DE finder det nemmest at snakke med. Jeg lærer derfor meget om kulturen, deres personlige historier og også sproget, som jeg ”jo” har sat mig for at lære mig, bare lidt.

Jeg havde f.eks. en lang snak med en af lokalguiderne fra Side den anden dag. Nogle af de ting han fortalte om sit liv, sin fars død, kulturen, holdninger og mentaliteten her gjorde det til en meget indholdsrig snak og en stor oplevelse at et andet menneske bare åbnede sig og fortalte så fortrolige ting. Måske det er den fælles baggrund i sydlandsk kultur?

Hele det her sydlandske temperament og middelhavskulturen er med til, at jeg faktisk føler mig meget mere spansk her, end jeg gør i Danmark. Både i min væremåde, udadvendthed, kropssprog og måden jeg siger ting på kommer min spanske baggrund mere frem her og det er faktisk herligt, for når jeg er i Spanien, føler jeg mig bestemt ikke altid som spanier. Det har været svært for mig at indrømme, men det er sandt.



Kulturforskellene i min baggrund

Min sydlandske baggrund gør nok at jeg føler mig mere hjemme og mere på bølgelængde med de lokale, og ikke som de andre skandinaviske guider. (På en positiv måde).
Når vi er ude, så har det hver gang været sådan at lokalguiderne har talt med mig, budt mig på drinks, danset med mig, joker med mig. osv osv. (som man nu også gør i Spanien). Man inviterer gensidigt og går ikke op i hvem der har spist hvad og hvad de skal betale hver især. Jeg kan ikke forstå at 20DKR fra eller til kan betyde noget. Det er bare mig, og sådan har jeg det også i Danmark. Altid mig der lige giver en drink eller tilbyder folk noget, hvis de vil have, og jeg gør det jo fordi jeg kan lide det. Det ligger bare naturligt at sådan gør man. Jeg forstår jo godt den forskellighed i vores baggrund og har fuld respekt for dem, som ikke har det sådan.

Godt nok er jeg den yngste her i Alanya, og bliver den yngste hele sæsonen igennem, men det betyder ikke, at jeg er naiv mht de tyrkiske mænds flirt.
Jeg ved jo udemærket godt, hvordan den sydlandske kultur er og hvordan de kan flirte, gøre sære ting for at få kontakt med en skandinavisk pige. Måske jeg nok er den, der forstår det bedst her i teamet, af de unge og kan se når de blot er ude på noget, for JA, tyrkerne er nok den mest flirtende og pågående befolkning jeg i mit liv har mødt, og hvis man er naiv, så hopper man altså nemt på deres finurligheder og alt for søde bemærkninger. Spaniernes og tyrkernes væremåde er meget lig hinanden. Faktisk helt vildt meget,... Her har de blot helt andre holdninger til og anden omgangsform overfor kvinder, end hvad vi er vant til. De er på ingen måde vant til at kvinder siger fra overfor ting de ikke vil eller at en kvinde kan tillade sig at sige nej til en mand.
Havde blandt andet en buschauffør som var pågående og troede at jeg ville være med på hans ”lege”. Han havde travlt med at finde ud af om jeg havde kæreste og troede han kunne gøre hvad der passede ham. Da jeg kom hjem til kontoret sagde jeg det til service cheferne og astral ”agenterne” og der skal åbenbart ikke meget til at få en chauffør fyret, for det blev han med det samme.
Jeg kan nu godt frygte lidt hvordan det bliver i løbet af sommeren. Måske ikke frygter, men mere venter på, at vi skal komme længere ind i sæsonen. Vi er trods alt tyve piger og vi skal lære hinanden at kende.
Der er allerede flere der lader sig charmere og jeg kan forestille mig at mindst 1/3 i løbet af kort tid kan falde for en tyrkisk flirt. - Tyrkernes holdninger til kvinderollen er anderledes her end i Spanien, og jeg kan slet ikke sætte mig ind i deres tankegang eller holdningen, og jeg kommer nok ikke til at forstå det, og det SKAL jeg måske bare heller ikke, men bare acceptere det er sådan her i Tyrkiet, imens jeg er her.



Iagttagelser

Der er ingen rigtige legepladser til børn, eller steder hvor børn og kvinder kan tage hen eller være aktive her i Alanya. Har for eksempel ikke set et eneste barn med en dukke eller en legetøjsbil.
Der er et vandland, men det er begrænset hvor mange tyrkiske kvinder, som viser sig offentligt i en badedragt. Der er ingen caféer sådan decideret til kvinder, ingen boldbaner til børn osv. (Kvinder køre faktisk sidelæns på knallert her i Alanya, og aner ikke om det har noget at gøre med religion eller kultur osv. Det er i hvert fald sjovt at se et par på en knallert, hvor kvinden sidder sidelæns). Børnene render rundt mellem pap, kasser og gamle efterladte ting, og ni ud af ti gange, hvor
jeg ser et barn lege, så er det med en tom plastiskflaske, som de bruger som fodbold eller børnene slår på hinanden eller cykler rundt mens de råber til hinanden.

Jeg hilser altid på de lokale guider, er høflig, sætter mig i respekt, og spørger ind til dem, joker lidt men hvis nogle af mine kollegaer kommer ind på kontoret, så kan det ske, at de måske slet ikke hilser på lokalguiderne eller astral agenterne, som sidder ved computerne på kontoret. Det kan jeg nu heller ikke forstå. Hhmm... Måske får jeg det her til at lyde ret "selvfed", men det er svært at forklare, især på skrift.

Med alt det her vil jeg blot sige, at jeg er glad for at være her og nyder at få lov til at være en del af deres hverdag, og jeg føler der er meget rum til at være mig, og det er skønt og trygt. Jeg føler mig på nuværende tidspunkt godt tilpas.

Når jeg kommer ind i en butik, kan jeg nu sige god morgen eller god aften. Så spørger de som regel altid, hvordan man har det, og jeg kan svare det går godt og spørge igen, og så er man ligesom på ligefod, og de siger tak og siger på gensyn og farvel. Nogle gange spørger de mig på tyrkisk, om jeg kan tale tyrkisk, og så må jeg forklare at jeg kan få ord. Og det er samtidigt utroligt hvor meget man ren faktisk kan få kommunikeret sig frem til med bare kropssprog. Hel vildt. Har prøvet det nogle gange efterhånden med buschaufførerne, som INTET engelsk kan, og så må man prøve at vise og pege at det er for koldt i bussen, vi skal til venstre, gæsterne vil have slukket lyset osv osv. Spændende at kommunikere på den måde med et andet menneske.

Fem gange er det sket, at der folk, som har troet, at jeg var tyrker, og talt tyrkisk til mig. En anden gang var der nogle tyrkere udefra, som spurgte mig om noget fra en bil for at finde vej osv... underligt!!

I går så jeg så den femte person, som var ude at lufte sin kamel på gaden. Det er altså lidt morsomt, at se sådan en kamel midt i gadebilledet foran supermarkedet og mellem bilerne.
Og apropos biler, så er der ingen regler for hvordan man kører, holder tilbage for hinanden, overhaler osv. Men blinker og dytter til gengæld af hinanden hele tiden, og det er bare med at følge med trafikken, når vi for eksempel skal cykle til hotellerne. Lidt sindssygt, men man kan ikke køre med skandinavisk temperament her i Tyrkiet.