Ugen der gik!!!

Tirsdag d. 9. Januar.
LUFTHAVNEN :

Jeg skulle være Mrs. Tjæreborg den dag, så jeg havde en Tjæreborg skjorte med, og skulle stå inde i ankomsthalen. Det er nogln gange lidt befriende at være kun et selskab, da man så har færre gæster at holde styr på, og så er det kun danske som kommer over til en, hvilket kan være meget rart, midt i lufthavnen, hvor der er så mange mennesker og en del forvirring.
Den dag, skulle Marianne komme til Tenerife (min norske lærer fra guideskolen), så jeg glædet mig meget til min arbejdsdag i lufthavnen. Det virkede helt underligt, at stå i lufthavnen og vide, at om få minutter skulle man se et velkendt ansigt. Ved siden af mig stod Andreas (fra min guideskole), som stod repræsenteret som Saga, så vi kunne stå der og vente spændt sammen. Det var vildt hyggeligt og vi havde så ondt i armene af at holde transferbrættet så grundigt oppe i luften, for vi skulle jo være ”dygtige elever”, som hun havde undervist, så vi måtte ”jo” danne et godt indtryk, til når hun skulle ankomme.
Marianne kom, og det var sjovt at se hende og samtidigt helt uvirkeligt, da få uger inden havde vi stået på Mallorca som lærer-elev og nu skulle vi være kollegaer.


EN GOD NYHED :

Om onsdagen havde jeg som sædvanligt byvandring i byen, for de ankomne gæster og det var stille og roligt som altid, da svenskerne altid er i overtal, så jeg har en dansk gruppe på ca. 15 stykker. (Men da jeg havde byvandring ugen efter var vi utroligt nok i overtal, så der gik jeg med ca. 30 gæster. Det var fedt.) - Vi slutter altid byvandringerne på en af de restauranter vi samarbejder med, og så får gæsterne et glas sangria, og lige da alle mine gæster havde fået sangria og jeg var fem sekunder fra at skulle byde velkommen og skåle med gæsterne, så ringede min mobil. Det var hemmeligt nummer, så jeg tog den og det viste sig, til stor overraskelse, at det var Julie fra min guideskole, som ringede. Hun skreg næsten i telefonen og råbte af glæde så jeg kunne næsten ikke forstå hvad hun sagde. Det endte med at min kollega tog over og afsluttede hele velkomst-byvandringen med gæsterne, da jeg ikke forstod noget af den telefon samtale. Pludselig kunne jeg høre hvad der blev sagt i den anden ende af røret, og det viste sig, at Julie havde fået job på Tenerife som guide, så hun kommer d. 30. januar. Hun havde lige fået det at vide selv og jeg var bare glad resten af dagen. Det var hel fantastisk at høre hvor glad hun var, og ikke mindst hvor glad jeg også selv blev. Der kommer bare flere og flere jeg kender og det er bare skønt. Først kom jeg til den nordlige del af øen. Så Andreas. Marianne min lærer. Så kommer en svensk fyr, som skal være golfguide, og til sidste nu også Julie. De andre skal arbejde i syd, så jeg kommer ikke til at se dem så tit, men hele tanken om at man har nogle folk man kender så godt, på samme ø, og at der er halvanden time i bil, til at man kan se dem, det er herligt.


FRIDAG :

På min fridag om lørdagen, var det rigtig dårligt vejr med storm og kulde. (Eller.. dvs. at der var ca. 17 grader). Slappede af på sofaen hele dagen og var bare hel smadret. Orkede ikke at gøre noget som helst. Tror jeg bruger så meget energi på at blive forstået, at forstå det svenske og engelske og på kontoret er der altid nogen som taler finsk, og jeg bruger masser af energi på at koncentrere mig om at lærer alle tingene og der er stadig ting at lærer og få system i dagligdagen osv. Det gør, at når jeg så endelig har fri, så orker jeg bare ingenting. Det var herligt at kunne slappe af med god samvittighed og bare se en masse film og få hvilet kroppen.


SØNDAG MED KAOS :

Søndag d. 14 januar var det endnu en tur i lufthavnen og det var en forfærdelig i lufthavnen. Der var ikke styr på noget som helst og dem, som var ansvarlige for at tjekke hvor busserne skulle holde og hvilke numre de havde anede ingenting, hvilket betød vi andre ikke kunne give besked videre til gæsterne om hvor busserne holdte og det var bare kaos.
Jeg spurgte mindst fem gange om min bus var klar til at køre, og om ”de ansvarlige” havde information om hvor den holdte parkeret henne. Pludselig efter noget tid fik jeg nærmest skæld ud over at jeg var for langsom og at nu var min bus altså blevet sendt og kørt. Jeg forstod jo ingenting og stod som et spørgsmålstegn. Jeg gik i stedet ind i cafeteriaet og ville købe mig en sandwich, da jeg var blevet rigtig sulten. Pludselig ringer min mobil og det er så en hel fjerde person, som skælder mig ud og spørger hvor jeg bliver af? Endnu engang fatter jeg ikke hvad der foregår, og spørger hvad han mener og han er hysterisk og siger at der sidder en bus fyldt med norske gæster, som har været klar meget længe og bare har ventet på mig. (underforstået min kørebus, som jeg lige havde fået at vide var kørt). Jeg havde lige købt sandwich og var bare så forvirret. Mens jeg går ind på kontoret for at skifte skjorte, da jeg også havde være Mrs. Tjæreborg den dag, ringer min mobil igen og for tredje gang får jeg en omgang råben og skæld ud i telefonen om at det ikke kan passe at det tager så lang tid. Det var simpelthen så ubehageligt at blive ringet op og blive kontaktet på den måde og ikke mindst så forvirrende og ubehageligt at få så mange forkerte informationer. Især når jeg selv havde været ansvarlig fra starten af og spurgt om mine kørebus så mange gange i god tid. Det endte med at gæsterne også var sure, fordi der var gået så lang tid og at buschaufføren også var irriteret. Rigtig skøn dag hvor jeg var godt upopulær uden at vide hvad jeg havde gjort galt. Det var ret syret.


Tirsdag d. 16. januar 2007
14 TIMERS ARBEJDE :

Jeg troede det var en hel almindelig arbejdsdag i lufthavnen ligesom alle de andre, så jeg stod op og gjorde mig klar, præcis som jeg plejer, og da telefonen ringede kl. halv ni, så var jeg ellers på arbejde konstant og min dag blev fuldstændig ændret og uforudsigelig.
Jeg blev bedt om at gå til kontoret hurtigst muligt, da jeg skulle skrive information til alle Billundsgæster. Det viste sig, at deres fly var forsinket mere end fem timer.
Jeg fik printet informationsbrevet og busnumre ud, og da jeg kom hen til busserne, så jeg at min køre bus ikke var der. Det viste sig at den var gået i stykker om morgen, så alle de gæster jeg skulle have hentet, måtte komme ind i tre andre busser med information om at flyet fra Billund var forsinket. Det var kaos, og jeg endte med at have flere findere i min bus end danskere, så det var første gang jeg kørte en transfer til lufthavnen på dansk og engelsk. En af buschaufførerne var tosset over at det ikke gik efter hans mening, og var gal og ville ikke vente på mig i lufthavnen, da jeg ville ankomme lidt senere med en af hans kollegaer i en anden bus, så det endte med at han kørte til et Sunwing Resort i Playa de las Americas med ca. 50 af gæsterne fra Billund, som jeg ellers skulle have været med.
I lufthavnen så jeg Marianne i uniform, og der stod vi begge som kollegaer og talte om ankomster og gæster osv. Det var hyggeligt.
Da jeg skulle til Sunwing Resort, sammen med alle de ”evakuerede” gæster til, så endte det med at jeg skulle køre 50 Göteborg gæster til Playa de las Americas, og så selv stige af ved Sunwing Resort. Hvilket betød, at jeg skulle holde ankomst transfer for 50 svenskere til et område jeg ikke kendte, og køre med dem til hoteller jeg aldrig havde set før. Det var en ret spændende morgen/formiddag.
Da jeg kom til Sunwing Resort, blev jeg overrasket over at se SÅ mange mennesker. Ved ikke hvad jeg havde haft i tankerne, men havde forstillet mig en gruppe på omkring de 60, men det viste sig at hele receptionen var fyldt med mennesker, og der sad i alt naesten 200 gaester, som skulle rejse til Billund. Der var en anden dansk guide, Thomas, som havde taget i mod dem alle og alle gaesterne havde fået at vide, at vi skulle samles kl. 15 i en stor sal, og da ville Thomas og jeg have fået information om flyet osv.
Folk var traette og nogle sad bare og hang og gloede ud i luften og jeg gjorde mit bedste for at komme rundt til alle gaesterne og tale med dem og hoere om de var okay, og tror aldrig i mit liv jeg har vaeret så positivt taenkende en hel dag. Alt hvad der var negativt i gaesternes oejne fik jeg vent til noget positivt og jeg jokede med dem som kunne tage det. Det var hyggeligt og samtidigt hårdt, da Thomas skulle gå halv fire og skulle hjem og holde velkomstmoede på sit hotel. Det vil sige fra klokken halv fire til kl. halv ni var jeg alene guide med ca. 200 gaester og skulle informere om intjekning, hvornår og hvor de kunne spise og drikke osv osv. Der var mange spoergsmål i loebet af dagen og må indroemme jeg havde meget ondt af dem, og af de gaester som måtte vente i Billund også.. De mistede trods alt en dyr feriedag pga de tekniske fejl.
Da busserne kom og hentede gaesterne, så fik jeg givet information i mikrofonen i alle busser og koerte selv med den sidste og så var vi ellers to personer til at tage i mod alle de nye gaester, som kom med det otte en halv times forsinkede fly. Stakler!!
Det var en del aeldre som havde vaeret med flyet og de så bare så traette ud og var helt ude af energi. Jeg havde virkelig ondt af dem, og på det tidspunkt havde jeg selv vaeret på job i 12 timer, men det var ligesom det mindste i den her situation.
Fik sendt gaesterne af sted i busser og der var kun 13 som skulle med mig til Puerto de la Cruz, og igen, fortalte alt det gode jeg overhoved kunne finde på at fortaelle om (for eksempel at de var nogle af de foerste gaester på saessonen, som fik lov til at se Teide med sne på, da det ikke vare mere end fire dage siden at sneen var faldet).
Jeg kom selv hjem klokken 23 og havde arbejdet i 14 timer og det var först da jeg kom ind på mit vaerelse, jeg kunne maerke hvor udmattet jeg var og faldt nästen omkuld på sengen.
I loebet af den dag havde jeg kört 1 afrejse bus, 6 sendebusser og 2 ankomstbusser. En meget oplevelsesrig dag med rigtig mange udfordrende. Ret specielt og vildt at opleve sig selv i sådan en situation også.