Amandas blog

En blog hvor jeg vil dele mine erfaringer, overvejelser og oplevelser med andre i min periode fra sommeren 2006 og frem.

Friday, August 17, 2007

Nogle dage efter "ferien" i DK

Nu har jeg været tilbage i Alanya i nogle dage. Har vænnet mig til varmen igen og har været på job i tre dage. Tydeligt at der ikke er lige så meget at gøre i forhold til slutningen af Juli, hvor det toppede og hvor der var flest mennesker osv.
Mens jeg har været væk er der sket lidt forskellige ting, blandt andet er en fra hotellet holdt op, og en som arbejdede der tidligere er kommet tilbage, nogle kollegaer har været syge, nogle advarsler er blevet skrevet og der har været en del flyforsinkelser, en har haft fødselsdag, så der er sket en del på de fire dage jeg var i Danmark.


Dykning onsdag d. 15. august :



Jeg kom mandag sent aften/nat, og havde (dejligt nok) også fri tirsdag og onsdag. Tirsdagen fik jeg brugt på oprydning, pakke ud, Internet, læse bog og kom først udenfor en dør hen af aftenen. Til gengæld var jeg ude hele dagen onsdag, da jeg var ude at dykke. Jeg har længe talt om at jeg ville tage et dykkercertifikat mens jeg var her, så jeg meldte mig til, og det var så min første ”lektion” i onsdags, hvor jeg blev hentet klokken 09:30 om morgenen og var faktisk først tilbage klokken 18:30, på trods af de havde informeret mig om jeg ville være hjemme ved fire fem tiden. De havde dog lige glemt at informere om at vi skulle have en Quiz/test efter førstedagen, så vi skulle se en video og besvare spørgsmål.

Der var vel omtrent 40 mennesker ombord på båden, hvor 1/3 skulle dykke eller snorkle og resten var familier som bare var med til dem som skulle dykke. Vi var altså kun to som skulle tage selve certifikatkursuset. En svensk mand og mig. Vi fik en masse instruktioner på engelsk af hvad vi skulle og hvad som skulle foregå i løbet af dagen. Og noget af det første vi lærte var at sætte alt udstyret sammen, flaske til vest, mundstykker og regulatorer til flaske, hvordan man tjekkede om ens udstyr var okay osv.

Første gang vi så dykkede, var vi ude i ca. 40 min og vi var en del tid på bunden og lavede en masse øvelser med at strække benene, tage mundstykkerne ud af munden, puste ens egen vest op med luft under vandet, fylde maskerne med vand og tømme dem for vand igen. (Stadigvæk under vand). Det var utroligt spændende og for hver øvelse vi skulle lave, var det mere og mere grænseoverskridende. Rigtig sej oplevelse, og overraskende at opleve mig selv, da jeg ikke var bange eller nervøs på noget tidspunkt. Hele stemningen under vandet er så rolig og der er ingen larm. Du kan kun høre din egen vejrtrækning, og det er som om, at man kommer til et helt andet univers, når man er så langt tid under vand, og når man er så mange meter under havets overflade. Jeg er vild med det og for hver gang jeg dykker kan jeg bedre og bedre lide det.
Jeg opdagede undervejs at jeg hverken havde en bog eller min iPod med på ”turen”, hvilket gjorde jeg blev hel desperat, og tænkte hvad jeg så skulle lave osv. Meget spændende at man kan blive næsten panisk fordi man ikke har noget at ”underholde” sig med. Det gjorde i hvert fald, at tiden mellem de to gange vi skulle dykke, der var der frokostpause og jeg brugte så tiden på at sidde og glo. Simpelthen bare sidde og tænke og lave ingenting. Talte selvfølgelig også med instruktørerne som var med på båden, da de alle vidste jeg var ”guiden” som var med, så der var hele tiden ekstra hensyn til mig og de sørgede for at jeg hele tiden havde det godt. Typisk ;)

Anden gang vi dykkede var jeg den første som kom ned til bunden. Hvilket betød, at mens jeg ventede på den svenske mand og min instruktør, så havnede jeg midt nede i en fiskestime med ca. 300 sorte små fisk, som svømmede rundt om mig. Jeg fægtede med armene for at de skulle flytte sig, og det var fuldstændig samme oplevelse hvis jeg havde stået på land og hvis det havde været en masse fluer, som fløj omkring mig. Stor oplevelse, bare at sidde på knæ nede på bunden og så med alle de fisk som svømmede omkring mig. Nogle var 10 cm fra mine svømmebriller og hvis jeg prøvede at flytte mig, så svømmede de bare med mig. Helt vildt.
Det havde været en rigtig god dag, alene uden mennesker man kendte, og var godt ør i hovedet da jeg kom hjem og efter så mange øvelser og så mange timer under vand.

0 Comments:

Post a Comment

<< Home