Så kom en rokke lige forbi

I dag var det ud i det blå med snorkel udstyret på. Mor, Josephine og jeg havde booket en udflugt, så vi skulle med ud og dykke i middelhavet. Dykke med dragter, masker, flasker og det hele. Jeg glædet mig som et lille barn og jeg havde taget min egen dykkerdragt med i tilfælde af, at jeg hellere ville bruge den.



Vi blev hentet i bus om morgen på hotellet og blev kørt til havnen. Her kom vi til en træbåd, som var fyldt med instruktører og udstyr af alverdens slags indenfor dykning. Vi sejlede fra Østrestranden og rundt om Alanyas klippehalvø og dragens hale, og efter en times tid, så havde vi første stop, hvor vi skulle prøve at dykke seks meter. Vi havde fået grundig instruktion og da jeg var ved at prøve svømmefødder og maske, kunne jeg mærke at jeg pludselig blev helt nervøs for at skulle prøve det. Vi var på tredje runde, og vi havde instruktørerne med os ned i vandet som var utrolig søde, hensynsfulde og spurgte hele tiden om man var ok. Det var en kæmpe oplevelse i sig selv at få spændt en masse ekstra kilo bly rundt om maven og det, at skulle hoppe fra båden og ud i vandet med alt grejet på. Jeg kunne næsten ikke bevæge mig med de store svømmefødder, som desuden strammede mine fødder gevaldigt, og hele det monstrum af flasker osv som jeg skulle bære på min ryg. Følte jeg var ved at falde bagover hele tiden.



Jeg havde problemer med mit venstre øre første gang vi dykkede ned. Vi havde lært forskellige tegn, så man kunne kommunikerer med instruktøren under vandet, og for hver gang man synker nogle meter, skal man puste ud i ørerne for at lette trygget, men da det ikke hjalp for mig den første gang, så måtte vi forsøge på nyt.
Anden gang kom jeg helt ned på bunden, i ca. 6 meters dybde og jeg dykkede samtidigt med mor og Josephine. De dykkede med en anden instruktør, så jeg var helt alene med den instruktør, som hjalp mig. Han var meget opmærksom på om jeg var ok, og han holdte hele tiden øje, og mens vi var på vunden, så kaldte han fisk over til os, ved at banke to sten mod hinanden. Da der så vrimlede med grå gule fisk omkring os, så viste han mig, hvordan han ødelagde en minikonkylie og fodrede fiskene. Det var så sjovt og spændende og fascinerende hvordan så lille et dyr på 6 meters dybde spiste mad fra mine fingre. Det nappede lidt, og jeg gad godt se mit eget ansigt under vandet, hvordan jeg har set ud da jeg fodrede fisk. Fed oplevelse.

Endnu federe oplevelse var det faktisk anden gang vi dykkede. Der fik jeg nemlig lov til at svømme alene, stadig med andre omkring mig, og tro det eller ej, men pludselig ti meter væk så jeg en rokke som havde en hale på omkring halvanden meter. Jeg prøvede desperat at knipse og klappe under vandet for at få kontakt med instruktøren og Josephine, som var i nærheden, men det nyttede jo ikke noget under vandet. De kunne jo ikke høre mig. Til sidst fik de også øje på den og det var hel vildt. Tror faktisk jeg glemte at trække vejret lidt da jeg så den, for pludselig skulle jeg hoste under vandet mens jeg havde alt udstyret på mig, og det var halvvejs umuligt for mig.. ha ha..

Her springer jeg på hovedet fra båden :



Det var første gang i hele mit liv jeg prøvede at dykke sådan rigtig med flasker osv., og det var ubeskriveligt fedt og det er bestemt ikke sidste gang. Var så glad for at jeg prøvede det og især at det var sammen med mor og Josephine, og jeg blev så glad og høj af det bagefter. Har nu planer om at tage et dykkercertifikat mens jeg er her, og skal blot undersøge priserne de forskellige steder som findes.

Om aftenen da vi var ude at spise, sad vi alle tre og gyngede ved bordet, som om vi stadig sad om bord på båden. Vi fik nærmest kvalme af at spise og da vores hoveder gyngede sådan rundt og alt sejlede for os, ja, så var en irish coffee nok til at det kunne blive en gevaldig underholdene aften.

Her bliver vores Irish coffee lavet som et helt show til sangen "Boten Anna" :